Når forretningen består af ildsjæle

Jeg tog bakken fra hylden under disken og stillede mig op i frokostkøen i kantinen. Jeg havde været ansat i virksomheden i et halvt års tid og var lige kommet ud fra det sidste af en række møder omkring et nyt logo og en opdateret grafisk identitet.

Organisationens mange afdelinger, fagligheder og institutioner var netop blevet præsenteret for det hele. De havde fået fælles brevpapir, præfabrikerede digitale skabeloner og en måde at nå deres omverden på uden de store hovedpiner og unødvendigt tidsforbrug i hverdagen.

Jeg smilede lidt for mig selv, mens jeg kiggede rundt på mine kollegaer. Det første skridt af mange var taget – nu gjaldt det bare om at finde ind til kernefortællingen, få forklaret hvorfor forandringerne var nødvendige og hvorfor det gav så god mening at gå fælles ud i omverden, tale som én og nyde godt af hinandens forskelligheder. De mange lokale kulturer til trods.

En følsom tatovering
Mine tanker blev afbrudt af en samtale mellem to kvinder i køen foran mig. De talte om den nye designlinje og det relancerede logo, og jeg kunne ikke lade være med at lytte med.

“Har du set det nye logo? Kan du li’ det?,” lød det fra den ene kvinde, mens hun tog for sig af dagens varme ret og kiggede på sin kollega.

“Ja, det er da pænt nok. Og det er vel også på tide, at vi får opdateret det gamle… Jeg har bare et problem,” sagde kvinden bag hende og smilede skævt, da hun trak diskret ned i sin t-shirt og blottede en solbrun skulder.

“Hvad skal jeg gøre med den her?”

Den anden kvinde kiggede på hende og spærrede øjnene op, da hun så, at det gamle logo var tatoveret i sin helhed og i fuld farvesætning på den blottede skulder.

“Neeejj… du har fået det tatoveret!? Åh, nej. Det er da ikke så godt, hva? Nu er det jo slet ikke det samme længere…”

Kvinden med tatoveringen rettede sin t-shirt til og dækkede logoet til igen, mens hun rystede let på hovedet.

“Nej, jeg tænkte da også lidt over det, da jeg så det nye. Men nu har jeg besluttet mig for, at det er ligegyldigt. Selvom logoet er et andet, så ændrer det jo ikke ved det, vi arbejder for. Min tatovering betyder stadig det samme for mig,” sagde hun og fulgte efter sin kollega ned mod spisebordene.

Jeg kiggede efter kvinderne og følte med ét, at mit arbejde var blevet sat i relief på en ny måde. Selvom jeg nok burde have tænkt over det allerede, var det først dér, at det for alvor gik op for mig, at et logo er meget mere end det, der står i toppen eller bunden af en plakat, et visitkort eller på et skilt. Meget mere end marketing og imageprofilering. I visse tilfælde er et firmas logo nemlig også symbolet for et kald, et professionelt og personligt standpunkt over for ens arbejdsplads og nogle værdier, der betyder så meget, at det kan finde vej til en permanent plads på en kvindeskulder.

Behov for mening i hverdagen
Denne lille episode i frokostkøen på en af mine tidligere arbejdspladser kom til at præge mit arbejde helt frem til i dag. Den understregede, hvor vigtigt det er for den strategiske kommunikation, at jeg kommer hele vejen rundt, lytter aktivt og bruger tid på at sætte kommunikationen ind i en sammenhæng for de enkelte modtagere. Og det blev frem for alt tydeligt for mig, at mit arbejde kunne gå hen og få meget personlige konsekvenser for mine kollegaer. Meget mere personlige end jeg før havde tænkt over.

Tatoverede logoer på medarbejdere og kunder er ikke et særsyn. Zentropahar gjort det, Cult har gjort det til et reklamefremstød. Et mindre antal mennesker vælger at tatovere sig selv med virksomheders logo for at tjene penge, opnå anerkendelse eller omtale.

Men når medarbejderne gør det af sig selv – så ved du, at du står med en virksomhed, hvor kulturen er stærk, hvor fortællingerne er dybe og engagementet højt.

Du ved, at du er nødt til at gå ydmygt til værks, finde de samlende fortællinger og som altid kommunikere nødvendigheden af forandringerne grundigt og gerne tidligt i processen. For hvis en ildsjæl ikke kan genkende sig selv i alt det nye, ikke kan se pointen i forandringerne og føler, at hans eller hendes hverdag mister værdi… ja, så holder de op med at brænde. 22